Juni

1. Forskellige krydderurter i samme krukke

Selvom de fleste krydderurter dyrkes for bladenes skyld, får mange af dem blomster i sommerens løb. Plant et udvalg af krydderurter i samme krukke, ganske som du ville kombinere forskellige sommerblomster, til en flot helhed.

2. Jord og vanding til krydderurterne

Begynd med at stille krydderurterne i vand, så de kan suge masser af vand til sig, før de skal plantes om. Vælg en stor krukke eller balje og tøm den om nødvendigt for planterester og gammel jord. Du skal altid plante nye planter i ny krukkemuld for at være sikker på et godt resultat. Fyld jord i krukken og hæld vand på, mens du ælter jorden med hænderne. Jorden er tilpas fugtig, når der pibler vand ud mellem dine fingre, når du klemmer en klump jord i hånden.

3. Placering og gødning

Plant planterne tæt, men ikke så tæt at potteklumperne støder sammen. Sørg for, at der er jord mellem de enkelte planter og også mellem potteklumper og krukkevæg. Det er en god ide at give krydderurterne en madpakke med i form af langtidsvirkende gødning, der puttes ned i jorden. Så behøver du ikke huske på, at gødning er en forudsætning for flotte krukker. Vand grundigt efter plantning og stil krukken der, hvor du både kan glæde dig over synet, duften og smagen.

4. Den nemme: Høst og beskær ribsbusken

Du kan lette høsten af den bugnende ribsbusk ved at kombinere høst og beskæring. Rigtig beskæring holder ribsbusken ung og frugtbar, fordi de tre ældste grene fjernes hvert år. De ældste grene er de mørkeste, så de er nemme at kende. Begynd høstarbejdet med at skære de tre ældste grene af ved basis, og sæt dig i en stol og pluk bærrene af. Når de ældste grene er fjernet, er det også lettere at komme til at plukke resten af bærrene på busken.

5. Den svære: Tynd ud i frugten

Blomme-, æble- og pæretræer sætter langt flere frugter, end de har kræfter til at udvikle. Hjælp dem til en kvalitetshøst. Fjern så mange frugter, at der er 5 cm mellem blommerne og 15 cm mellem æblerne og pærerne.

6. Gode tips i juni

  • Så squash og bønner
  • Plant agurker i drivhuset
  • Knib tomatplantens sideskud
  • Hyp kartoflerne igen
  • Hak nyspirede ukrudtsplanter løbende
  • Sæt stueplanter som hawaiiblomst og kalanchoe på fri fod i krukkerne
  • Fjern vildskud fra rosernes basis
  • Høst krydderurter til tørring
  • Så pluksalat og rucola igen
  • Plant kål og porrer
  • Klip forårsblomstrende stauder ned
  • Knib visne blomster af løgvækster
  • Klip buksbom
  • Giv plænen gødning
  • Vand køkkenhaven i tørre perioder
  • Vand nyplantede træer og buske
  • Knib visne blomster af rododendron
  • Stop høst af asparges til sankthans

    kontakt os