Foråret synger på sidste vers, og når kalenderen skifter fra maj til juni, er det officielt blevet sommer. Med sommeren begynder livet for alvor at spire i haven, og de forhåbentlig mange solskinstimer gør haven til mange menneskers fortrukne sted at opholde sig. Leg og spil med ungerne, solbadning og hygge på terrassen er blot et lille udpluk af de aktiviteter danskerne ynder, at praktisere i haven om sommeren – selvfølgelig når havearbejdet er overstået.
Du har forhåbentlig allerede været igennem en grundig forårsklargøring af haven, så du allerede nu kan nyde din have til fulde. Selvom haven kan give mange afslappende stunder i sommermånederne, er der stadig nok at se til i haven i juni.
Herunder kan du se månedens ”det skal du lave i haven i juni” liste:
- Udplantning i krukker
- Krydderurterne, også for blomsternes skyld
- Græsplænen i juni
- Beskær den løvfældende hæk
- Køkkenhaven, drivhuset og frugttræerne
- Bekæmp skadedyr og sygdomme i haven
- Og alt det andet
Udplantning i krukker
Når faren for nattefrost endelig er forbi, så er tiden perfekt til at få plantet havens krukker til med skønne sommerblomster. Du skal sørge for at få klaret udplantningen før luften bliver alt for tør – så kom heller i gang i dag end i morgen.
Det er vigtigt at sørge for en regelmæssig vanding af de udplantede blomster og planter. Specielt i ekstra varme og tørre perioden, skal du løbende en tur rundt med vandkanden. En tommelfingerregel er at krukkerne skal have rent vand de første par uger efter udplantningen. Herefter vil de have godt af at blive vandet med vand tilsat flydende gødning.
Skulle der være udsigt til meget nedbør skal du huske at sikre dig at dine krukker har hul i bunden eller i siden i overkanten af drænlaget. Dette for at overskydende vand kan løbe væk, og derved sørge for at blomster og planter ikke drukner.
Krydderurterne, også for blomsternes skyld
Selvom de fleste krydderurter dyrkes for bladenes og dermed smagens skyld, får mange af dem blomster i sommerens løb. Plant et udvalg af krydderurter i samme krukke, ganske som du ville kombinere forskellige sommerblomster, til en flot helhed.
Jord og vanding til krydderurterne
Begynd med at stille krydderurterne i vand, så de kan suge masser af vand til sig, før de skal plantes om. Vælg en stor krukke eller balje og tøm den om nødvendigt for planterester og gammel jord. Du skal altid plante nye planter i ny krukkemuld for at være sikker på et godt resultat. Fyld jord i krukken og hæld vand på, mens du ælter jorden med hænderne. Jorden er tilpas fugtig, når der pibler vand ud mellem dine fingre, når du klemmer en klump jord i hånden.
Græsplænen i juni
I juni måned kan græsplænen sagtens klare en ugentlig klipning eller to – meget gerne med en lav klippehøjde på 2-3 cm.
Hvis du ikke er tilfreds med græsplænens stand, så er der rig mulighed for at gøre noget ved den i løbet af sommeren. Og de første skridt skal tages allerede nu. Når der er udsigt til regn, så er det med at få gødske plænen. Dette kan f.eks. gøres med 1-2 kilo NPK-gødning pr. 100 m2 plæne.
Gødskning af græsplænen kombineret med en regelmæssig klipning sikre en god vækste. Den gode vækst giver dig optimale muligheder for en tæt plæne, hvor mos og ukrudt holdes naturligt nede. Ved en store mængder mos og ukrudt skal der selvfølgelig en målrettet indsats til før du kan komme dette ordentlig til livs.
Topdressing – Din vej til en jævn græsplæne
Hvis du ikke allerede i foråret fik gjort noget ved eventuelle ujævnheder i græsplænen, kan det nås endnu. Genvejen til den flotte jævne græsplæne er at topdresse den. Topdressing er en blanding af kompost og grus, som strøs udover hele plænen. Med en gang topdressing af græsplænen udjævnes eventuelle fordybninger og du kan se frem til en jævn og sund plæne i løbet af ingen tid.
Hvis du vælger, at topdresse din græsplæne er det også det perfekt tidspunkt til at efterså plænen. En kombination af disse vil ikke kun ’fikse’ bar pletter i plænen men også supplere den eksisterende græsbestand, så plænen bliver tæt og fyldig. Allerede et par uger eller tre efter behandlingen vil græsplænen fremstå grønnere og sundere.
Beskær den løvfældende hæk
Ofte siges det, at man skal klippe sin hæk før Sankt Hans, og det kan der være noget om. Specielt hvis du har en kraftigt voksende hæk som liguster, tjørn, bøg eller lærk. En beskæring tidligt på sommeren og igen sidst i august / først i september, hvis nødvendigt, er ideel for løvfældende hække. Mens en enkelt beskæring mellem juli go september af stedsegrønne hække burde være tilstrækkelig.
En ting der taler mod en tidlig hækbeskæring, er at bierne og fugle ofte nyder godt af de spirende og tætte hække tidligt på sommeren. Bierne finder mad i blomstrende hække, mens fugle ofte bygger reder mellem de tætte grene.
Så hvis du finder hæksaksen frem i juni, så gør dig og fuglene en tjeneste, og tjek hækken en ekstra gang for fugleredder med æg eller unger i.
Køkkenhaven, drivhuset og frugttræerne
Drømmer du om et stort udbytte fra haven hen over sommeren? Så skal juni måned udnyttes til fulde. Det er nu du skal have ryddet op i køkkenhaven og drivhuset, plantet til og ikke mindst løbende holde øje med frugttræerne.
Såning og pasning af køkkenhaven
Start med at finde kultivatoren frem og kultiver jorden i køkkenhaven. Det giver en let og løs jord, hvor regnen lettere kan trænge ned og derved giver det planterne bedre vækstbetingelser.
Herefter er det bare at komme i gang med den store udplantning og såning. Alt lige fra tomater, som du har haft til forspiring, til squash, salat og kål skal i jorden nu. Hvis du allerede har plantet kartofler i køkkenhaven, skal de i juni hyppes første gang. Dette når toppene kommer et par centimeter over jorden.
Selvom det er fristende for mange at placere køkkenhaven op af husmuren, er dette ikke at foretrække. Køkkenhaven bør derimod placeres så den får masser af sol og luft. En placering tæt på den mest brugt terrasse vil være perfekt, da du derved også naturligt holder mere øje med køkkenhaven end ved en placering ”nede bag i haven”.
Med de lange lyse og varme dage har ukrudtet gode betingelser. Det er derfor vigtigt at sørge for at komme rundt i køkkenhaven løbende for at få luget godt ud. Uden at bekæmpe ukrudtet tager det hurtigt overhånd og i værste fald kvæler ukrudtet dine planter.
Pas drivhuset
Er du den glade drivhusejer? Så skal du sørge for god udluftning, rigelig med skygge og vanding.
Uden regelmæssig udluftning, vil der hurtigt opstå en for høj luftfugtighed i drivhuset. Og med en høj luftfugtighed er vejen for skimmel og meldug blandt afgrøderne banet. Hvis muligt, så anbefaler vi at du lader døren stå åben dagligt, så luften kan blive renset, og luftfugtigheden kan holdes nede på et nogenlunde niveau.
Når solen står højest på himlen og brager ned i din haven, har drivhuset godt af lidt skygge. Derfor bør det placeres således, at minimum 50 % af det står i skygge af f.eks. et stort træ eller huset midt på dagen. Herved kan du undgå at dine planter ’brænder af’, ved for høj varme / kraftig sol.
Den naturlig høje luftfugtighed og det indelukkende rum, et drivhus er, gør at du skal vande meget og vande ofte. Hvis du sørger for, at dine drivhus planter får nok vand, kan du nemt se en forskel i udbyttet.
Tynd ud i frugterne
Er dit æble-, pære- eller blommetræ fyldt med frugter? Selvom man selvfølgelig gerne vil have så mange frugter som muligt fra sine frugttræer, så kan det rent faktisk godt betale sig at tynde ud i dem.
En udtynding kan sikre optimale betingelser for de tilbage blivende frugter, og derved give færre men bedre æbler, pære eller blommer. Hvor meget du skal tynde ud i antallet af frugter, afhænger af træets størrelse og væksten – er der tale om et gammelt solidt træ eller et nyt træ, der har behov for energi (mindre eller ingen frugter) for at vokse sig stort og stærkt. Du vil aldrig gå helt galt i byen ved at tynde ud så der cirka er en hånds bredde mellem frugterne.
Bekæmp skadedyr og sygdomme i haven
Med spirende planter, hvor der er rigelig med friske skud, er forudsætningerne for skadedyr og sygdomme i top. Derfor skal du holde et ekstra vågent øje med dem, og reagere hurtigt hvis du opdager et angreb.
- Klip angrebne skud væk med det samme
- Ved begyndende bladlus angreb, giv strakt en god omgang med vandslangen
- Fjerne blomsterløg med løgskimmel omgående (lilla/grå belægning på toppen)
- Hvidpudrede skud på frugttræerne og roserne er et tegn på meldugangreb, og det skal skæres væk
Det er også en god ide at fjerne visne blomster samt blade og grene fra planterne for at give de resterende blomster og planter bedre levevilkår. Visne blomsterhoveder nippes let af stauder og andre sommerblomster.
Og alt det andet
Listen over gøremål i haven i juni kunne forsætte i en evighed. Med de ovenfor beskrevne emner synes vi, at vi er kommet godt rundt om nogle af de gængse ting, som bør være en prioritet i mange danske haver.
Herunder vil vi dog supplere med en liste over yderlige ting der skal laves i haven i juni.
- Knib visne blomster af rododendron og blomster af løgvækst
- Stop høsten af asparges til Sankt Hans
- Vand nyplantede træer og buske
- Vand køkkengaven i tørre perioder
- Klip buksbom
- Plant agurker i drivhuset
- Fjern vildskud fra rosernes basis
- Plant kål og porre
- Klip forårsblomsterende stauder ned
- Beskær frugttræer
- Rengør havedammen
- Høsttid i køkkenhaven f.eks. jordbær
- Nip tomaterne i drivhuset
Så som du kan se, er der rigeligt at give sig til i sin haven når kalenderen viser juni og sommer rigtig står for døren.
Skulle du have spørgsmål til din juni have? Eller har du behov for en hjælpende hånd til din have fra en professionel anlægsgartner? Så skriv en besked i formularen herunder.